Eller faktisk mere end næsten … næsten helt sikkert. Jeg tør bare næsten ikke tro på det.

Som det fremgår af den her side, så har vi i mange år ikke været særligt glade for vores boligsituation. Huset er for lille, dårligt indrettet og opfylder i det hele taget ikke vores drømme og behov. Derfor har vi været i en evig cirkel af overvejelser om vi bør flytte, bygge til eller rive ned og bygge nyt.

Men hjulpet lidt på vej af banken, har vi nu indset, at den bedste mulighed er at rive ned og bygge nyt.

Derfor har vi det sidste års tid gennempløjet stort set alle udstillingsbyer, byggeudstillinger og udstillingshuse i vores geografiske område og udenfor, når det har kunne passe sammen med f.eks. familiebesøg.

Vi har været i Randers, Galten, Skanderborg, Solbjerg, Kolding, Støvring, Egå, Horsens, Silkeborg og Nibe. Nogle steder har vi kigget flere gange.

Vi har aldirg været specielt hurtige på aftrækkeren, men til sidst kunne vi mærke, at nu skulle vi i gang med næste skridt og rent faktisk tale med nogle firmaer og få nogle konkrete priser på banen.

Vi skulle også lige sikre os, at banken rent faktisk mente det, da de opfordrede os til at rive ned og bygge nyt.

Men nu er skelpælene sat og processen i gang for alvor. På onsdag skal jordbunden undersøges og hvis det også går godt, skal vi ellers i gang med at få tegnet huset og valgt materialerne og hvis vi er rigtig heldige flytte ind allerede før jul.